Klitrosebugten

AF STATSGEOLOG V. MILTHERS
Skrevet i 1935

For enhver, der rejser for at se sig om og nyde naturen, er Odsherred et herligt stykke Danmark. Høje punkter med åben udsigt findes næsten overalt. Havet er ingen steder fjernt. Dertil kommer, at Odsherred ejer næsten alle de landskabsmodsætninger, som vort land har at fremvise.

For dem, der ikke af selvsyn kender Odsherred, er det, rent geografisk set, en underlig kompliceret landsdel. De mange indskæringer, de fremspringende hager og den lange Odde: alt gør indtryk af noget sært fliget og spredt, som! den skal have vanskeligt ved at finde rede i, der kun optræder som flygtig gæst. For dem, der kender denne deres hjemstavn ud og ind, falder denne uregelmæssighed som noget selvfølgeligt og hjemmevant. "Således har landet vel altid ligget", er der vist mange, der tænker.

Nej! Odsherred har fået sit nuværende udseende gennem en udvikling, som fortsættes med hver dag, der går. Hvorledes denne udvikling er gået for sig, fortæller landet os selv. Den fortælling er det, som her i korte træk skal gengives.

Fortællingen om Odsherreds tilblivelse falder væsentlig i to hovedafsnit: bakkedragenes historie og de lave fladers historie.

Odsherreds bakkedrag har deres naturlige begyndelse ved Vejrhøj. Den storslåede bakkebue, som vi kan følge fra Vejrhøj forbi Høve til Lynghuse i Grevinge Sogn og videre østpå, folder sig nøje omkring Lammefjord. Ikke som en enkelt, usammensat bakke. Nej, langtfra. Lange, høje bakkekamme ligger ved siden af hverandre og danner som samlet hele det store, bueformede højdedrag. Lad os kalde det Vejrhøj Buen.

Står man øverst på bakkekammen, nordøst for Aastofte (Asnæs Sogn) og ser nordpå, over Jyderup Skov, Hønsinge og Vig, vil man nogenlunde let kunne se, at der også omkring Siddinge Fjord folder sig et bakkedrag, der danner et hele for sig. Uanseligt er det i højde, sammenlignet med Vejrhøj Buen, men som vi skal se, er de fælles af karakter. Det kan kaldes Hønsinge Buen. Dens mest fremtrædende parti strækker sig langs østsiden af Jyderup Skov, over Ravnsbjerg Bakker forbi Hønsinge.

Mellem Svinninge og Højby har vi vestranden af et tredje bakkedrag, der slutter sig omkring Nykøbing Bugt, ligesom de forrige sluttede sig omkring Lammefjord og Siddinge Fjord. Mest ejendommeligt optræder dette bakkedrag netop på den nævnte strækning; fra Højby til noget forbi Svinninge, mellem landevejen og jernbanen, ligger de talrige, langstrakte, grusede og stenede bakker, som mod øst grænser op til det højere liggende, frugtbare landskab mellem Asmindrup og Nykøbing Bugt. Dette drag af bakker, Svinninge Buen, er det, der sammen med de to andre buer har givet nøglen til forståelsen af Odsherreds tilblivelse.

Trods al forskellighed og alle uregelmæssigheder har de det fælles, at de på den ene side, der vender mod Isefjordens indbugtninger, består af et mere eller mindre uregelmæssigt landskab, men frugtbare jorder med ler som underlag. På den side af bakkedragene, der vender mod Sejerø Bugt, er jordbundsbeskaffenheden af ganske anden art. Bakkerne og de mellemliggende sænkninger i terrænet består her fortrinsvis af grus og sand. Og foran bakkedragene finder man hist og her flader, der næsten udelukkende består af sand. Lad mig kortelig anføre nogle eksempler herpå.

Fra Højby til Svinninge findes som nævnt en række grusbakker, der fra Svinninge kan følges videre mod sydøst i retning af Eskilstrup. Foran ligger her en noget stenet slette mellem Højby og Ellingegård.

Fra Hønsinge er det grusbakker, der strækker sig syd på, øst for landevejen igennem Jyderup Skov (fortsættelsen videre mod sydøst til Lynghuse skal jeg senere omtale). Vest for det grusede og sandede bakkeparti ligger der langs landevejen en sandflade, der f.eks. øst for Pindals kro er meget iøjnefaldende. Kommer vi endelig til den store bakkebue mellem Høve og Vejrhøj, vil vi også her ud mod Sejerø Bugt finde mange grusbakker, dels mellem Veddinge og Ordrup, men især fra Ordrup og Kaarup og sydpå, forbi "Bjergene" nordvest for Vejrhøj. Lavningerne mellem disse bakker består næsten overalt af sand, og ned mod Sejerø Bugt, mellem Ordrup Næs og Høve Skov, ligger en jævnt skrånende sandslette.

Hvis vi går en spadseretur tværs over et af de bueformede højdedrag, f.eks. fra Siddinge Fjord over Vig og Ravnsbjerg bakker til Pindals Kro, vil vejen altså først føre os hen over uregelmæssigt bølgede lerjorder (fra Vig til Ravnsbjerg bakker), derpå over et parti af grusbakker (Ravnsbjerg Bakker) og sidst over en sandet eller gruset flade. Den samme rækkefølge vil vi finde, hvor som helst vi fra en af de nævnte bugter fra Isefjord går tværs over bakkedragene mod Sejerø Bugt, hvad enten vi f.eks. vil gå fra Annebjerggård over Asmindrup ned til Svinninge sø, eller vi går fra Fårevejle over Ordrup ud til Sejerø Bugt. Dette fælles Præg må vel da have fælles årsag, Men hvilken?

Det er vel nu til dags næppe ubekendt for nogen, at leret, sand- og gruslagene, som udgør hovedmængden af den danske jord, ikke oprindelig er opstået her, men er ført hertil fra Skandinavien af en mægtig indlandsis af lignende art som det isdække, der nu skjuler det meste af Grønland.
I det frugtbare moræneler, det stenholdige ler eller mergel, som udgør den største del af Odsherreds bakkedrag, har vi i uomdannet form det, der blev tilbage, da dette uhyre isdække smeltede bort. Se en gang efter i en mergelgrav eller en grundudgravning til en bygning eller lignende og se, hvad dette moræneler egentlig består af! Det kan være af forskellig farve, være mere eller mindre kalkholdigt (bedre eller dårligere mergel) eller det kan ganske mangle kalkbestanddele. Når moræneleret, der oprindelig er kalkholdigt og af grålig farve, udsættes for luftens og regnens indvirkning gennem lange tidsrum, vaskes kalkindholdet bort, og leret antager en gulbrun farve.

Men hvordan end farven er, og hvad enten leret er kalkrigt eller kalkfattigt, så består det i alle tilfælde af en sammenblandet masse, hvori der ligger store sten, sand og det fineste lerslam side om side uden mindste spor af sortering. Et sådant jordlag kan ikke være afsat af vandstrømme; det vilde da være sorteret efter Kornstørrelsen og ligge i mere eller mindre tydelige lag. (Noget sådant kendes fra ganske få steder i Odsherred, f. Eks. fra klinterne ved sydspidsen af Nakkeland.)

Ser vi endvidere på, hvad moræneleret indeholder af sten, vil vi befinde os over for et helt museum. Her er de mest forskellige stenarter samlet: granit, gnejs, skifer, sandsten, kalksten, flint, jemsten og mange andre. De klippemasser, hvorfra disse stammer, genfinder vi i Norge og Sverige samt i Østersøen; andre af stenene, véd vi, må være tagne fra Kattegats og Østersøens bund. De klippeblokke, som isen under sin bevægelse rev med sig, sprængtes tid efter anden i mindre stykker; ved gnidning mod hverandre forsvandt de skarpe kanter; alt det slam, isen medførte, kom sammen med store og små sten til at danne en inderlig sammenrørt masse, der ved isdækkets bort smeltning sank til bunds og dannede moræneleret.

Hvor isens bortsmeltning gav anledning til dannelse af meget smeltevand, blev slammet i og på isen vasket bort, det grovere materiale blev efterladt ved randen af det bortsmeltende isdække; her ophobedes det som større og mindre grusbakker. Smeltevandsfloderne, der med skiftende løb rislede frem foran isranden, førte sandet ét stykke længere frem og af lejrede det som flade sletter. (De vestjyske hedesletter er opståede på denne måde ved en langvarig afsætning og udjævning af smeltevandsfloder.) Lerslammet førtes endnu videre frem mod havet.

Indlandsisen dækkede engang hele Danmark og Nordtyskland, nåede i Holland til Rhinen og dækkede store dele af Rusland. Efterhånden som isdækket smeltede bort, og isens Rand således blev forskudt i baglæns retning, var israndens form og stilling stadig afhængig af, hvilken undergrund isen bevægede sig hen over. Randen strakte sig ikke som en retlinet grænselinje for isen over store strækninger, men dens form prægedes i høj grad af undergrundens højde forhold. De dybe sænkninger i jordsmonnet udfyldtes af is til randen, såfremt isens tykkelse var stor nok dertil. Og hvis bortsmeltningen hindrede isen i at nå længere end til bassinets rand, holdtes bevægelsen i isen dog stadig ved lige på grund af ny is tilførsel bagfra ligesom halmen i en hakkelsemaskine, der vedbliver at føres frem til knivene, men her skæres bort. Ved bassinets rand hobedes mere og mere af den jord, der fandtes under, i og ovenpå isen. Hvor der var betingelser for, at der kunde opstå flere sådanne bassiner side om side, alle fyldte med is, kom den yderste rand af den bortsmeltende indlandsis således til at forme sig på en lignende måde som Tungerne på en bakkeserviet.

Således er det, Odsherreds højdedrag fortæller os, at tilfældet har været her. De tre bueformede højdedrag, der folder sig omkring Lammefjord, Siddinge Fjord og Nykøbing Bugt betegner netop, at det bortsmeltende isdække her har haft sin tungeformede rand liggende igennem et længere tidsrum. De dybe indskæringer fra Isefjord har været helt fyldte med is, som også har dækket den del af bakkedragene, der vender mod disse indskæringer. Derfor har vi her det frugtbare landskab, moræneleret, som isdækket selv beskyttede imod, at smeltevand fra isen kom til og skilte det i sine bestanddele, grus, sand og fint ler. Det er derfor også dette isdække, vi kan takke for "Danmarks frugtbare herlighed".

Men ved og foran isens rand drev smeltevandet sit spil. Hvad det kunde få fat i på sin usporlige vej igennem isens talløse revner og sprækker blev losset af ved isranden, sten og grus nærmest, sandet længere fremme; isen bevægede sig nu og da fremad, skubbede til de lag, vandet havde afsat, og rejste dem på Kant. Således kan man se det lidt sydøst for Højby Station og i Ravnsbjerg Bakke syd for Hønsinge og flere andre steder.
Det er altså disse lange strøg af grusbakker, der betegner beliggenheden af isens yderste rand i den tid, da Odsherreds bakkedrag blev til. Jeg har tidligere nævnt dem, og Odsherreds beboere kender dem alle.

Dog skal jeg kortelig omtale den række af grusbakker, der fra sydøst hjørnet af Jyderup Skov strækker sig mod sydøst til Lynghuse (i Grevinge Sogn). Underlig umotiveret synes de at ligge her, mens der findes frugtbare lerjorder både mod sydvest (ad Lammefjord) og mod nordøst (ad Siddinge Fjord). Men deres tilstedeværelse, forklares netop ved, at her har randen af de to istunger, der fyldte henholdsvis Lammefjord og Siddinge Fjord, stødt sammen. Vidnesbyrd derom har man yderligere i de talrige store sten, her findes, delvis sankede sammen til stengærder, delvis endnu fastsiddende i jordskorpen.

De dybe, lange render, der ledsager disse bakkerækker og nu er moser, er rimeligvis gravede af vandstrømme, der har løbet under isen, og som har haft deres afløb igennem den dal, hvori Pindals Mose ligger.
Den fælles årsag til, at Odsherreds højdedrag fra Nykøbing til Dragsholm former sig som rammer omkring Isefjords bugtninger mod vest, og at de har det før omtalte fællespræg i jordbundsforhold, ligger da i, at de igennem en forholdsvis lang tid har været opholdssted for en stillestående, tungeformet isrand. De stenede grusbakker, der opstod langs isranden, kalder man randmoræner. Sådanne er det, vi har sydpå fra Højby forbi Svinninge, fra Hønsinge over Ravnsbjerg bakker og igennem Jyderup Skov til Lynghuse samt endelig fra Høve, nord om Veddinge, Ordrup til Vejrhøj. Særlig smukt former disse randdomæner sig mellem Højby og Svinninge; man ser dem tydelig både fra jernbanen og fra landevejen. Til dyrkning er de lidet værd, men for forståelsen af vort lands tilblivelseshistorie er de en værdifuld Skat.

Det bølgede landskab af moræner, som ligger øst herfor, og som ligeledes genfindes næsten overalt i Egebjerg og Grevinge sogne og på bakkedragenes skråning mod Isefjordens bugtninger, er indlandsisens bundmoræne, det, der ved isens bortsmeltning er sunket til bunds som dens direkte smeltningsrest, Hvor vi skal finde sporene af israndens samtidige fortsættelse fra Højby, kan ikke siges med fuld sikkerhed. Muligvis gjorde isranden ved Højby et knæk og bøjede lige mod vest i retning af Sejerø bugt. I så fald svarer bakkedraget mellem Tengslemark og Ebbeløkke ganske til det bølgede bundmorænelandskab ved Isefjord. Og det samme bliver tilfældet med det højtliggende, lerede landskab mellem Overby og Yderby samt med Oddens yderste spids, Gniben. ligeså består Nørrevang og Nakkeland, nord og syd for Rørvig, hovedsagelig af moræneler og er en bundmoræne fra omtrent samme tid.

Muligvis er isranden i nord forholdsvis hurtig rykket tilbage og har fra Højby strakt sig over Klintebjerg. Her har man anselige, lange grusbakker, der strækker sig fra nord til syd. Klintebjerg Bakkerne har en særlig interesse på grund af den overordentlig store mængde, gruslagene indeholder af grå kalksten, der som bekendt tidligere har været brugt til fremstilling af cement. Disse grå kalksten er tillige nogle af de største sten, der findes her i gruslagene, og da de er af en løs og blød beskaffenhed, er det givet, at de ikke kan være transporterede nogen lang vej. De er rimeligvis revne løs fra den undergrund, hvor de hørte hjemme, enten i Kattegat, nordvest for Nykøbing eller i Isefjord.

Den gang indlandsisen sluttelig havde forladt bakkekammene, svandt den hurtig bort fra de lavere egne, der grænser til Isefjord. Navnlig efterlod isens smeltevand sig ikke her nævneværdige spor - til held for disse egnes frugtbarhed.
I fra det tidsrum, der fulgte lige efter indlandsisens forsvinden, ved man ikke noget videre om Odsherred. Om de højtliggende landstrækninger, isen havde efterladt, var for bundne til et samlet landområde eller adskilte i flere Øer således som de var det senere, i stenalderen - kan ikke siges med sikkerhed. Dog ved vi, at havet ved istidens slutning ikke nåede så højt ved Odsherreds kyster som det senere stenaldershav.

Imidlertid klædtes landet med skov, først krat med birk og asp, senere fyrreskove. Store pattedyr, som nu for længst er forsvundne fra Danmark, urokser, elsdyr og andre, søgte her deres tilhold. De første menneskelige beboere vandrede hid og tog landet i besiddelse, jog skovens store vilddyr og dræbte dem med deres flintvåben.

Dengang så Odsherred ganske anderledes ud end nu. Højdedragene lå vel på samme vis, men hele området var hævet betydeligt højere over havet. En stor del af Isefjord og dens sidefjorde ind i Odsherred lå over havfladen. Foruden fyrreskovene fik landet mægtige skove af eg, der sammen med flere andre af vore nuværende skovtræer vandrede ind fra syd under denne Danmarks "Fastlandstid". Lammefjord lå som en fortsættelse af fladen mellem Hagested og Hørve med egeskove og tørvemoser. Det nuværende høje parti af Odden - mellem Overby Lyng og Yderby Lyng - havde større udstrækning både mod syd og mod nord. Højtliggende ler marker og tørvemoser havde deres plads, hvor nu havet breder sig. Og ved Gniben fandtes et højland, hvis udstrækning var ret anselig, sammenlignet med den lille bakkeknold, der endnu er tilbage på denne udsatte plads.

Hvor i Sejerø bugt og i Kattegat grænselinjen mellem land og hav lå, dengang landet strakte sig videst ud (havde sin højeste beliggenhed), har man endnu ikke midler til at afgøre. Fund og undersøgelser af tørvemoser, som nu ligger på havbunden, er et af de vigtigste midler til at lære det daværende landområdes udstrækning og beskaffenhed at kende. Og af sådanne moser ligger der langs Odsherreds kyster sikkert mange, som stedkendte folk, især blandt fiskerne, måske nok har haft lejlighed til at støde på, men som derudover er ganske ukendte.

Den høje beliggenhed, landet havde i forhold til havet varede ikke ved. Hele Danmark undergik en sænkning, der for Odsherreds udseende blev af indgribende betydning. Det fordums store, samlede landområde blev adskilt i en gruppe af øer og holme. De lavtliggende flader, der lå omkransede af højlandets bueformede bakkedrag, omdannedes til dybe havbugter og fjorde. Det fligede og adsplittede blev da det der i den følgende tid gav de tiloversblevne landstykke særpræg. Det er navnlig de lave sandflader og stenede strand volde, der skal fortælle os, hvorledes landet dengang så ud, og hvordan det atter blev føjet sammen til et hele.

Det er især i de nordligste egne af Odsherred, vi finder sporene af det hav, som under stenalderen sønderdelte landet i en gruppe af øer. Havet bredte sig dengang over følgende strækninger: Yderby Lyng lige fra Gnibens småbakker til Brokkebjerg; Overby Lyng fra Østervang ved Overby til Ebbeløkke Bakker. Enkelte småholme, såsom Knartelsbakke, ragede op over havet i dette sund. Sonnerup Skov og Klintsø udgjorde dele af en havbugt, i hvilken Klintebjerg lå som en ø. Vesterlyng nordvest for Nykøbing udgjorde en bugt, som nåede ind til Nygaard; Østerlyng mellem Nykøbing og Rørvig lå som et bredt sund, af hvilket kun Skjærby Bakke og Ringholm ragede op som øer. Fra Nakke Lyng til Isefjord strakte sig endelig et smalt sund, hvor nu Rørvig ligger, ja også vest for Højsandet fandtes måske et Sund. Sejerø bugt var ikke begrænset af en sådan regelmæssig buet runding som den nuværende; den nåede helt ind til randmorænebakkerne syd for Højby, hvor Svinninge sø var den sidste rest af den dybe, lune havbugt. Kysten fra Ellingegård til Lumsås har haft adskillige små fremspring og smalle vige inden for de forskellige byers "Lyng" i Højby sogn.

Skønt det er ret store strækninger af det nuværende Odsherred, der dengang var lagt under vand, nåede havfladen dog ikke nogen overmåde stor højde over den nuværende. Forskellen i vandstand beløber sig ikke til mere end ca. 4,5 meter. Sporene, der viser havets største udstrækning og den fremskridende kystforskydning, fremtræder dog mange steder på en sjælden smuk og tydelig måde. Disse spor er af to modsatte arter.

Det ene slags spor er dem, der fremkom ved, at havet angreb de daværende kyster og her frembragte stejle skrænter. På mange steder, hvor kysterne under stenalder sænkningen blev genstand for havets angreb og nedbrydning, har denne nedbrydning været fortsat indtil nutiden. Den angrebne kystklint er rykket længere tilbage, og vi kan sjældent sige noget bestemt om, hvor langt ude klinten lå på det tidspunkt, da havet stod højest og angrebet vel var stærkest. Endnu mindre ved vi sædvanligvis om, hvor kysten lå, dengang angrebet begyndte.

Sådanne skrænter, der har været genstand for havets nedbrydning lige fra stenalderen til den nyeste tid, har vi ved de fleste fremspringende punkter langs Kattegat: ved Gniben, langs nordsiden af Odden fra Yderby til Overby, ved Ebbeløkke og ved Klintebjerg. Ligeledes på sydsiden af Odden, syd for Yderby, ved Ordrup Næs, ved kysten vest for Høve og flere Steder på Isefjordskysten. Her arbejder havet videre i det tusindår gamle spor og vil vedblive dermed, til kysten er rettet ud, til kanterne er fjernede og bugterne fyldte. Ved at lære, hvad der e r sket, får vi øjnene op for, hvad der vil ske.

Men mange steder, hvor stenaldershavet for en tid gik løs på landet for at vaske det bort, tog det selv affære som Kystbeskytter. Det lagde en vold af sand eller grus foran den angrebne skrænt; denne voksede til med græs og står nu med sin bratte skråning som et synligt minde om, hvad der dengang gik for sig. Af sådanne gamle kyst skrænter kunde der nævnes mange fra Odsherred: nordvest for Lumsås, ved Klint, Thorsbjerg, nordvest for Nykøbing, Skærby Bakke, Rørvig Kirkebakke, Brentebjerg sydvest for Rørvig, skrænterne ved Dybesø, de lave skrænter øst for Pindals kro foruden mange andre. De står, om end tavse, alle som talende minder om vort lands udseende i fortiden.

Den jord, bølgeslaget brød løs ved de fremspringende skrænter, blev af strømmen ført udad eller langs kysten, ind på bugternes smulte vande. Mens ler slammet først kunde få tilstrækkelig roligt vand at bundfældes i ude på de større dybder, blev sand og grus lagt op i bugterne, revle ved revle. Den takkede og krogede kystlinje rettedes, thi samtidig med at havet fyldte ind i bugterne af sin overflødighed, begyndte landet atter at hæve sig og bragte derved grus og sandrevlerne på det tørre, så at havet ikke atter kunde nå dem.

Hvordan denne vækst foregik, hvorledes havets strømninger og landets hævning i forening fik lagt dæmning fra ø til ø og knyttede Odder og Hager sammen, derom fortæller Odsherreds mange strækninger af "Lyng", hvoraf hver by i de nordlige sogne har sin. Hvor de her ligger, den ene grusrevle ved siden af den anden (og ikke er dækkede til af flyvesand), kan de alle, hvor uanselige de end er, fortælle sit: her lå kysten engang! På mangfoldig vis har kystformen ændret sig, inden hele denne udvikling blev gennemløbet, men ved hjælp af disse grusrevler, de gamle strandvolde, kan udviklingens gang følges selv i de mindste enkeltheder. Ja, man er ofte i stand til af de rester, som er tilbage, at genfremstille udseendet af det, der er skåret bort. At skildre dette skiftende kystforløb ved hjælp af ord er ugørligt. Man må med kort i hånd se det i selve naturen. Der skal da her kun anføres et eksempel. Tæt inden for Oddens Spids, Gniben, ved siden af en lille bakke, Rævehøj, har man kunnet se, at de gamle strandvolde går ganske på tværs af den nuværende kyst. De grusvolde, som havet i sin tid aflejrede her i læ af en fremspringende hage, skærer det nu selv bort af. Gniben har da engang strakt sig længere mod nord end og man kan af strandvoldenes forløb angive dens omtrentlige udstrækning. Og hvis man graver et hul ved foden af disse gamle strandvolde, finder man, at de hviler på dynd med muslingeskaller, afsat i roligt, stille vand i en bugt, der dengang lå som en lun krog, beskyttet af Gnibens Bakker mod det urolige hav.

Så forskellige har forholdene her været og det igennem et tidsrum, der kun spænder over nogle få tusinde år.
Den strøm, som har ført revlerne på deres plads i de forskellige bugter, har bestandig gået fra vest mod øst langs Kattegats kyst og ved Sejerø Bugt. Vi finder derfor også overalt det groveste materiale i hvert parti længst mod vest, nærmest ved den hage, hvorfra det er taget. Mod øst indeholder revlerne færre og færre sten, men mere og mere sand, der til sidst forvandles til flyvesand. Dette forhold er ens for alle lyngstrækninger langs Kattegat, lige fra Gniben til Rørvig. Og det er en naturlig følge af, at havstrømmens og vindens hovedretning her begge fører fra vest mod øst.

Således som det her i korte træk er gengivet, ligger da Odsherred for os, formet af indlandsisen og af havet.
Igennem et sådant indblik i landets udviklingshistorie lærer man at forstå ejendommelighederne ved den natur, man er kommet til at holde af. Ved at se, hvilke omskiftelser den har været underkastet, får man øje for, hvad der fremtidig kan true. De høje bakkedrag med den vide udsigt kan vi vel se på med tryghed; de står fast. Mere omskifteligt har det været og vil vedblive at være i Odsherreds egne ved Kattegat. Et iøjnefaldende udtryk herfor har man I den ejendommeligt formede Sjællands Odde. Den ligger som en griffel, spidset af havet; og havet spidser stadig videre.

V. Milthers.